KonkylieøreEn digtsamlingaf Mona Larsen

Hverdagssproget forvandles i det dybe vand under himlen, lander til tiden med alle sanser åbne. Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne. Rummets skønhed ville fremstå tomt uden afstand til alle systemerne, vi forsøger at opretholde. Selv mørke pletter på huden kan mærkes på stemmens energiniveau i en vejrtrækning, når luften slippes ud. Jeg kan synke ind i livets fine tråde, der filtres og flettes ind i min hørelse – helt ind i hjernehavets hukommelse bag pigtrådshegn med undslupne flygtningebørn og frugtbare æg. Når havet med tiden udtørrer, ringer ørerne, indtil da synges på udåndingsluften.