OvergangeUd af fortids skygge – mod fremtids lysaf Erik Nielsen

Og en dag rejser solen sig på ny op over bjergene. Du vil vide, at et nyt land tages ind. ”Endnu en overgang på min vej” vil den vise tænke – og med smerte huske, de der gav op.

Lyden blev blot kraftigere og kraftigere. Den slog allerede trommehvirvler hen over sengetæppet … I aftenskumringen kunne han ane nogle skikkelser på terrassen udenfor hospitalet. Nogle lå i deres senge, nogle sad og andre stod i en klynge, og ud af denne menneskeklump væltede en sprudlende sang op imod nattehimlen. Det lød som en taksigelse. Træt og slidt stod han bag forhænget og lyttede … hørte han virkelig rigtig, stod han midt i et spedalskhedsprojekt, der vældede af sang og latter … han prøvede at lytte sig til budskabet, stående alene og nøgen midt på gulvet, med gråden siddende tungt i hele overkroppen. Respektløst svang de deres rytmiske sang gennem mure og vægge … ind igennem sprækkerne i hans krop. Værgeløs lagde han sig tilbage i sengen.