Vitalogieraf Oliver Holm

Vitalogier har sit udspring i såvel det kroniske som det kosmiske. Digtene handler om forandring og forbliven, efterglød og tidsånd. Om at grave en finger dybt ned i sit navlefnuller – og derpå pege samme finger op mod det gabende verdensrum. Om tidens nådesløse acceleration, som mærkes allermest i de øjeblikke, hvor livet føles smukkest.

Og efter alt det: en slags lykkelig slutning.

Der var engang en dreng 

der mødte sig selv som mand.

Ham var der ikke noget særligt ved 

ingen rigtig regnede ham for noget 

og drengen talte man slet ikke om.

Men at møde sig selv som mand

det var så sandelig noget særligt.

Og han måtte til verdens ende … 

… hvor bjerge gør dværge 

og afgrunde større afgrund … 

… hvor drengebørn opsluges 

af deltakrokodiller 

afgår ved vuggedød og vold … 

… hvor det der blåner sortner 

normalperspektivet glipper 

og slipper … 

… hvor tankerne flyver

afsted med en gåseflok 

blæser med blade i kulingen … 

… hvor det der er menneskets lyser

og mennesket selv

er usynliggjort.