Kroppens sublime taleOm tableau og levende billede hos Diderot, Lessing og Lenzaf Elin Andersen

Oplysningstiden er kendt for sin optimistiske tro på den menneskelige fornuft, på nytten af viden og oplysning. Mindre kendt er derimod dens fascination - både i tænkningen og i kunsten - af det irrationelle og af eksperi­men­ter, ikke mindst med krop og sanser, samt af store (sublime) følelser. Bogen fokuserer på denne oplysningens dia­lek­tik med tableauet som pejlemærke. I tableauet taler kroppen med sit stumme sprog om følelser og ideer, der ikke kan udtrykkes på anden måde. På én gang klart i sit motiv og uudgrundeligt i sit udtryk. Tableauet betegner en ny følsomhed over for visualitet og bevægelse, tid og væren i kunsten og en særlig respekt for den subjektive tilegnelse. Med tableauet som ledetema nylæses centrale værker af nogle af de fremmeste eksponenter for oplysningsprojektet: filosoffen Denis Diderot, dramatikeren Gotthold E. Lessing og forfatteren Jakob Lenz.