Kierkegaards ''kristendom''af Preben Lilhav

Søren Kierkegaard (1813-1855) rangerer blandt de store tænkere i kristendommens historie, både herhjemme og ude i verden. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at han stillede sig afvisende til den ide, der idehistorisk udgjorde det egentligt konstituerende i kristendommen som en ny religion, nemlig ideen om Jesus Kristus som „Guds søn“.
Samtidig antog Kierkegaard en Gud, der ikke var den foreliggende verdens skaber, som kristendommen antager, men en „ukendt Gud“, totalt adskilt fra den givne verden. Dermed stillede han sig ind i en religiøs tankeretning, der blev til samtidig med kristendommen, nemlig den såkaldte gnosticisme, som dog i hovedsagen var en genoplivelse af den såkaldte orficisme, der blev til i 500-tallet f.Kr..
I overensstemmelse med denne åndsretning så Kierkegaard heller ikke livets rette opfyldelse i næstekærlighed, som det er almindeligt i kristendommen. Derimod tog han Sokrates til sit forbillede for tanken om en selvfornægtende „afdøen“ fra legemet, som det også var kendetegnende for den orfisk-gnostiske tradition.
Kierkegaards påstand var dog, at det var sand kristendom, hvilket fra et idehistorisk synspunkt må siges at være misvisende.