Dagenes skumaf Boris Vian

Jazz, eksistentialisme og smukke kvinder

Boris Vians poetiske debutroman er fransk kult og 'en lille perle', som har fortjent nye læsere her 65 år efter udgivelsen. Bogens tragiske kærlighedshistorie er pakket ind i jazz, surrealisme og vandede vittigheder, og det er svært ikke at blive grebet af Boris Vians 'åndrige hittepåsomhed' og sørgmuntre 'blanding af ungdommelig kynisme og Weltschmerz'. [Kort referat]

Parisiske dage af idyl og rædsel

Boris Vians hovedværk er kommet i en flot nyoversættelse, der er upåklageligt udført af Lone Teglskov. Noget af en opgave eftersom 'Vians stil blomstrer med ordspil og surrealistisk metaforik.' Handlingen er noget nær umulig at referere på få linjer, men romanen er først og fremmest en poetisk og tragisk kærlighedshistorie tilsat talrige satiriske puf til datidens store filosofiske kanon, Sartre, som her hedder Jean-Sol Partre. Alt sammen sat i en grum eventyrverden a la Alice i eventyrland fraregnet Disney. [Kort referat]

Højt skum og tabt uskyld

'Et vildt fabulerende fransk festfyrværkeri' af en roman, der ophæver sprogets naturlove og gang på gang får læseren til at måbe af forbløffelse. Bogen var kult i 1970'erne og genudgives nu i serien 'Glemte mesterværker.' Et mesterværk er 'Dagenes skum' utvivlsomt, men helt glemt er det nok ikke, dette 'surrealistisk skummende og blomstrende sprog med glimt af overraskende poesi, uimodståelig charme, syret nonsens og knugende uhygge' [Kort referat]

Poetiske muligheder i Paris

Hvis Boris Vians både platte og poetiske roman fra 1947 er en klassiker, så er den en meget lille en af slagsen. Bogen er et overraskende bekendtskab og en flot skildring af en flagrende parisisk ungdom lige efter Anden Verdenskrig. Men handlingen er for løs og i dag virker romanens 'surrealistiske skred og de satiriske indslag voldsomt overhalede' af tidens gang. [Kort referat]

Satirisk og morsom

Boris Vians 'glemte mesterværk' (som denne bogserie hedder) fra 1947 er fyldt med ordspil og små gåder, som ret nemt lader sig dechifrere hvis man kender lidt til eksistentialismen, Sartre og jazzmusik. I sig selv er romanens ulykkelige kærlighedshistorie ret banal, men det er Boris Vians store kunst, at han 'hæver den op over alle banaliteter.' [Kort referat]