Dansk bestseller bliver til Netflix-thriller: Kan streames fra i dag
Anna Ekbergs Den hemmelige kvinde er blevet filmatiseret med Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen. Den danske thriller har global premiere på Netflix i dag.

En tilsyneladende lykkelig kvinde opdager pludselig, at hele hendes liv kan være bygget på en løgn.
Det er udgangspunktet for den nye danske Netflix-film Den hemmelige kvinde, der kan streames fra i dag, 28. august.
Filmen bygger på Anna Ekbergs roman af samme navn og følger Louise Andersen, der lever et fredeligt liv sammen med sin kæreste Joachim på den norske ø Hidra. Her driver hun en lille café og har ingen grund til at tvivle på, hvem hun er.
Men en sommerdag dukker en fremmed mand op med en chokerende påstand.
Han hævder, at Louise i virkeligheden er Helene Söderberg – en kvinde, der forsvandt sporløst fra Danmark tre år tidligere. Hun er ikke blot gift, men også mor og arving til et stort rederi.
Louise forlader derfor det liv og den mand, hun kender, for at opsøge den familie, hun ikke kan huske. Samtidig forsøger hun at finde ud af, hvad der skete den nat, hvor Helene forsvandt.
Jo dybere hun graver i sin fortid, desto mere mistænkeligt bliver det tilsyneladende perfekte liv, hun har efterladt.
Natalie Madueño, kendt fra blandt andet Den som dræber – Fanget af mørket, spiller Louise. Claes Bang og den norske skuespiller Pål Sverre Hagen har de øvrige centrale roller.
Med på rollelisten er også Stina Ekblad, Ingrid Bolsø Berdal og Lars Simonsen.
Filmen er instrueret af Barbara Topsøe-Rothenborg, som har skrevet manuskriptet sammen med Anders August. Holdet stod også bag Netflix-succesen Kærlighed for voksne, der ligeledes var baseret på en roman af Anna Ekberg.
Anna Ekberg er ikke en enkelt forfatter, men et fælles pseudonym for Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. De to forfattere har sammen skrevet flere spændingsromaner om kærlighed, bedrag og skjulte identiteter.
Den hemmelige kvinde udkom oprindeligt i 2016. I romanen bor Louise på Christiansø og opdager, at hun er mor til to. Filmatiseringen har flyttet hendes nye tilværelse til Norge og ændret dele af familiehistorien, men har bevaret bogens centrale mysterium.
Netflix beskriver filmen som en psykologisk nordic noir-thriller om hukommelsestab, smugling og en kvindes forsøg på at finde sandheden om sin egen identitet.
Fik du læst:
- Anna Grue sender sin populære amatørdetektiv ud i en ny mordsag
- Robert De Niro spiller hovedrollen i filmatisering af uhyggelig bestseller
- Ny biografi afslører kvinden bag Barbara Cartlands lyserøde facade
- Romantasy-stjerne får ny aftale om fire bøger
- Alex Vanopslagh er klar med ny bog om den usynlige kraft bag Danmark