BIND 2 og 3 følger de visehåndskrifter, som viserne er kendt fra. Resultatet er overraskende: Videnskaben gjorde viser, der kom fra kongens hof i tiden efter reformationen, til "viser fra folket i middelalderen".

100-visebogen. Baggrund, indhold og langsigtede effekter. BIND 1a + 1b følger udviklingen af videnskaben om viserne og dennes indflydelse på befolkningens visesang år ca. 1500-1800. Viseudgiverne udviklede et videnskabeligt system, der bliver afdækket undervejs.

BIND 1a omhandler forløbet fra reformationen til 100-visebogens udgivelse år 1591. Periodens samfundsliv var præget af opgør med fortidens traditioner. Det reformerte styre pressede de nye idealer frem med alle midler, blandt dem var også visesangen, som kongens kancelli brugte, da det fik præsten Anders S. Vedel til at udgive 100-visebogen.

100-visebogen, trykt år 1591, indeholdt sekulære episke viser og blev et iøjnefaldende indslag på det litterære marked, der var domineret af religiøse tryk. Læserne fik at vide, at der her var tale om "fornemme gamle danske viser", som de både burde synge og tage ved lære af. De skulle lære om regler for visedigtningen, troen og adfærden. De skulle genoptage "sande" traditioner fra tiden før den katolske kirkes "falske" lære. Den detaljerede analyse af 100-visebogen afdækker, hvordan dens viser anskueliggjorde de nye idealer samt hvordan udgiveren Vedel vævede viserne sammen med kongerigets historie, styret og troen gennem sit visevalg, sine kommentarer og sin værkstruktur. Han fik de mange tekster til at gå op i en højere helhed ved at bruge et videnskabeligt system, der forankrede viserne i offentligheden gennem en cirkelslutning. Det forudsatte, at de allerede var dét, som de skulle gøres til gennem udgivelsen: en fælles dansk tradition.

100-visebogens succes fremgår af BIND 1b, hvor vi følger med den ud på markedet. Spørgsmålene om, hvem der havde sunget viserne før og givet forlæg til trykket, besvares i BIND 2 og 3.