”Du har da tid til en kop kaffe sammen med mig, ik’?” var fru Lorenz’ standardspørgsmål. Vi vidste, at når vi havde udført dagens plejeopgave omkring hr. Lorentz, så var der dækket op til kaffe; det var en del af en indforstået aftale. Vi kaldte det omsorg for den pårørende.    Så kom det! En dag, hvor der tillige var sat et fad med wienerbrød på bordet, sagde fru Lorentz det, som jeg ikke kan glemme: ”Jeg hader ham!” sagde hun. ”Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg hader den mand.” Det skulle bare fortælles, alt det, der lå og trykkede igennem så mange år.