den ultimative pris for jødernes hjemkomst. Derfor har retten til tilbagevenden været en stor del af palæstinensisk identitet. Skiftende israelske regeringer har siden 1950'erne hævdet, at palæstinenserne flygtede af egen fri vilje eller blev opfordret til det af palæstinensiske og arabiske ledere, mens palæstinensiske historikere og de 'nye israelske historikere' har fundet beviser for israelske planer og ønsker om at fordrive palæstinenserne for at kunne realisere zionismen og oprette en jødisk stat i Palæstina.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere handler om narrativer og identitet og om erindring og glemsel. Hvor palæstinenserne gør alt for at bevare båndene til Palæstina og deres hjemland, har israelerne siden 1948 anstrengt sig for at slette beviserne på palæstinensernes tilknytning til landet. Hvor der tidligere lå palæstinensiske landsbyer, er de nu erstattet af israelske landbrugssamfund, nationalparker og skove med hebræiske navne. De palæstinensiske samfund er på nær nogle få blevet ødelagt, og jødiske indbyggere og immigranter er flyttet ind i kibbutzer og moshaver ved siden af den tidligere palæstinensiske landsby.

Det skete også for de nye jødiske immigranter i den palæstinensiske landsby Tantura. De oprettede i begyndelsen af 1950'erne kibbutzen Nachsholim. I maj 1948 blev Tantura erobret af israelske styrker. Ifølge den israelske historiker Teddy Katz og den israelske filminstruktør Alon Schwarz blev mindst 200 palæstinensere henrettet efter kamphandlingerne og begravet i massegrave i landsbyen. Grundige undersøgelser i maj 2023 af forskere fra London Universitet har vist, at der ikke kun var tale om én massegrav, men om fire massegrave. Det gør potentielt massakren til en af de største i Israels historie.

Fortielsen af massakren og fordrivelsen af de overlevende palæstinensere afspejler den uløselige konflikt mellem israelske jøder og palæstinensere, der ikke kun er voldelig og kompromisløs i nutiden, men også var det i 1948, da Israel blev grundlagt.