Mange fortællinger om klimakatastrofer og tiden derefter er dystre i udsynet, og er blevet kritiseret for negativitet. Men hvis en historie for alvor skal få læseren til at tænke over sagerne, nytter det ikke noget at lade problemerne løse sig af sig selv eller ved et eller andet mirakel. De bedste klimahistorier går ikke let hen over problemernes alvor. 

Til gengæld bliver der i stigende grad skrevet historier, der ganske vist tager klimaproblemerne alvorligt, men også forestiller sig måder at afbøde dem eller genetablere et menneskeligt samfund efter et eventuelt sammenbrud. Her viser science fiction en af sine styrker, nemlig teknologisk opfindsomhed, forbundet med ofte barsk realisme: Ingen siger at det bliver nemt, men der er stadig muligheder, stadigt håb. Strømningen er blevet kaldt hopepunk, og denne antologi rummer både historier af denne slags og af de mere dystre.     

Indhold:   

Kim Stanley Robinson: Det druknede Venedig 

Mitch Sullivan: Kontoret for klimafakta 

Sam J. Miller: Kælvet 

Jean-Louis Trudel: At miste det vi ikke kan leve uden 

Daniel Thron: Barnebarns-paradokset

Lavie Tidhar: Druknet

Sean Williams: De nye venusboere

Catharynne M. Valente: Fremtiden er blå

Nicole Feldringer: Afvigere

Camille Alexa: Drowntown

Carrie Vaughn: Astrofili

Pat Murphy & Paul Doherty: Fjærtfangeren

Kathryn Blume: Verdens ottende vidunder

Ken Liu: Meddelelser fra vuggen: Eneboeren – 48 timer i Massachusetts-havet 

Afmagt og håb: Efterord ved Niels Dalgaard 

Om forfatterne