Mellemøstens karavaner har altid mødtes i Damaskus. Kamelerne er kommet sejlende gennem de store ørkener med krydderier, parfumer, silkestoffer, ædle metaller, tæpper, olier, elfenben og alt, hvad halvmånens verden kan byde p af fødevarer og rigdomme. De kom med guld, røgelse og myrraskær, de kom med...
sand, støv og ørkenvind, og de kommer den dag i dag.Det danske Institut for Videnskab og Kultur bor i et lille østerlandsk palads: Aqqad-huset - på arabisk: Bayt al-Aqqad. Navnet skyldes den sidste store familie, som boede her. Aqqad-familien var uldhandlere og tekstilfabrikanter med domicil i suq’en indtil midt i 1900-tallet, da de gav op og forfaldet satte ind. Huset er rejst af ruiner og står i al sin glans med 2.000 års historie gemt i murene.Sådan et østerlandsk palads findes kun, når man er i det, ellers er det omtrent ikkeeksisterende. Man kan ikke gå rundt om det, husets ejer kan ikke stå på afstand af det og som en anden herremand omfatte sin rigdom med tilfredshed og stolthed over, at det syner. For det gør det ikke. Man har heller ikke huset for øje, mens man nærmer sig: Bayt al-Aqqad bliver ikke som vesterlandske huse større og større i takt med, at afstanden til det mindskes. Nej, mens man arbejder sig gennem suq’ens labyrint, er det der slet ikke, men så pludselig, med et slag, så står det der som en gave fra den himmel, der åbner sig over husets gårde, springvand, marmor og skyggefulde træer.I oktober 1997 overtog instituttet nøglen til ruinen. Udlændinge kan ikke eje fast ejendom i det gamle Damaskus, så konstruktionen er juridisk kompliceret: først har den syriske regering eksproprieret huset, dernæst har den givet instituttet kontrakt på det i et halvt århundrede til gengæld for istandsættelsen.Der har været en lang række eksperter, håndværkere, arkitekter, konservatorer, arkæologer involveret i det lille østerlandske palads’ genfødsel. Det er altsammen gjort med respekt for det gamle hus, dets form og historie.Den gamle bydel i Damaskus med Bayt al-Aqqad er i dag sat på UNESCOs World Heritage liste. Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i et af verdens smukkeste huse.Bogen er rigt illustreret med farvebilleder af arkitekturfotografen Jens Lindhe. Redaktør på dagbladet Politiken, Bjørn Bredal, og restaureringsarkitekt Bente Lange, der har stået for husets restaurering, har hver skrevet et essay om huset og dets historie.
Vi er endnu ikke stødt på en boganmeldelse af 'A house in Damascus' i de 527 aviser, blogs og andre medier, vi har fulgt siden 2010. Men vi har fundet 117.812 andre anmeldelser af bøger.
