afviste dette.

Forfatterne har civil- og strafferetligt søgt en klarlægning af de faktiske forhold på kreditaftaleområdet og en retlig analyse. Undersøgelserne viser, at kreditgiverne i dag tager langt højere Årlige Omkostninger i Procent, end man tidligere har været ude for. Forfatterne peger på, at den yderst begrænsede brug af ågerbestemmelserne må skyldes politiets og anklagemyndighedens manglende interesse for området.

Kun Forbrugerombudsmanden (vedrørende SMS-lån) og det nævnte mindretal har reelt gjort noget for at få skabt en bedre balance mellem låntagerne og de ricisi, som en kreditgiver påtager sig. På strafferettens område er det ikke de relevante bestemmelsers formulering, der trænger til at blive ændret, men myndighedernes modvilje mod at bruge de eksisterende hjemler. Der bør ske en koordinering med civilretten, og det bør seriøst overvejes at indsætte en ågergrænse i loven.

Forfatterne er begge professorer på Center for kreditret og kapitalmarkedsret, Handelshøjskolen i København.