Ånd er den anden gang handler om denne del af Kierkegaards forfatterskab. Det centrale argument er, at de opbyggelige skrifter er udtryk for en lige så indirekte form for meddelelse som de pseudonyme og æstetisk orienterede værker – og at dette skyldes Kierkegaards opfattelse af det menneskelige sprogs natur. Dette sprogs natur tillader for Kierkegaard simpelt hen ikke en direkte og umiddelbar meddelelse, når det handler om eksistentielle anliggender. Argumentet føres igennem via læsninger af Kierkegaards opbyggelige taler, hans kristelige taler, Kjerlighedens Gjerninger og en række af hans omfangsmæssigt mindre religiøse skrifter, herunder hans sidste opbyggelige skrift, Guds Uforanderlighed