deres historie. De spiller hovedrollen i godkendelsesforløbet og modtagelsesfasen af barnet, men derefter samler interessen sig om de adopterede.
Adoptivforældre er imidlertid ikke bare betydningsfulde i de adopteredes liv, men mennesker i deres egen ret. De har investeret en stor del af deres liv i det at være forældre. Deres erfaringer betyder noget, og derfor er det kun ret og rimeligt at give dem mund og mæle, så vi kan høre deres version af adoptionslivet.

At skrive en bog om adoptiforældreskab kunne nemt blive en problemfokuseret sag. Når Gerda Skovmand-Madsen vælger at interviewe adoptivforældre til voksne adopterede, er det fordi det er afklarede mennesker, der for længst er kommet til en forståelse og accept af deres barnløshed. De har været igennem godkendelsesproceduren, og ventetiden med håb og glæde står lidt tåget i erindringen, men modtagelsen af barnet står mejslet ind i bevidstheden. Forældreskabet står som en række dage, hvor man ser hverdagene i hjemmet afløst af børnehave, skolegang, samvær med familie, venner, kammerater i fritiden og ferierne passere revy. Enkeltbegivenheder har sat sig fast på nethinden og giver anledning til fortælling. Den fortælling kan være en vidunderlig oplevelse, en skuffelse, en selvbebrejdelse eller en sorg, som kommer frem, når den bliver fortalt. Man har ikke ord nok til at beskrive dagene, der var.

Idag står de og ser tilbage på tiden, der gik, og konstaterer, hvordan det er gået. Men ingen af dem siger, at de har fortrudt den vej, de har valgt. Og slet ingen har fortrudt de vanskeligheder, der opstod undervejs. Det har ikke altid været lige ud ad landevejen, men det har været den vej, de skulle gå. Og de gik den!