Lærkerne svingede sig op mod en blå himmel, æblerne modnedes på grenene, og bierne summede om de utallige blomster i grøftekanterne. Ludvig Holsteins religiøse tro var nært knyttet til naturen - han så en enhed mellem ånd og natur, og han følte, at han kom nærmest til en slags Gud, når han gik ind i den frodige, sjællandske natur. Ingen har skrevet så smukt og indfølt som Holstein om vejret, om fuglene og bierne, om blomsterne og træerne. Se Æbletræet, helt sig selv og Kronen ét med Roden, opløfter under Skyens Hvælv en Sommer tung og moden. De skønne Børn af Sol og Jord, som tynger Træets Stamme, er, skønt de husker ej i Fjor, forunderligt de samme. Men har en Sommer fundet Form, saa skælver Livets Skove. Og falder Frugt for Stød af Storm, skal Æbletræet sove. Jeg delte Træets modne Frugt og fandt dens Hjærtekammer. Der sov i brune Rader smukt de nye Æblestammer. Dets Frugt var Bolig for en Aand, som spiler sine Vinger og sprænger sine Puppebaand, naar Pintseklokken ringer