forvirrende og arrogante vejledning, der konsekvent fører ham ind i en ny vanvittig sammenskruet labyrint.

Hovedpinen forstærkes af de langtrukne kampe med systemet, der næsten altid er så bedrevidende, at det ikke betragtes som nødvendigt at høre på klientens vurderinger. Hovedpersonen er ikke ubegavet, men problemerne eskalerer konstant, fordi socialpolitikken spiller fallit. Hvordan udviklingen i hans liv ville have formet sig, hvis opdragelsen havde været med kærlighed og omsorg – og behandlingen af den mystiske psyke havde været udført med respekt for individet, kan der kun gisnes om. Jeg tvivler dog på, at han ville være endt på førtids-pension og som rockerrelateret.

Citat fra bogen:
»Kort tid senere blev jeg underrettet om, at de havde mulighed for at hjælpe mig mod angsten. Der ville dog gå mindst et par måneder, inden jeg kunne blive indlagt. Som Peter Høgh så glimrende beskriver det i De måske egnede, er tiden en mystisk faktor, og to, ja næsten tre måneder, er uendelig lang tid, når man lider af panikangst og mindreværd og venter på behandling.«

»Nogle gange dagdrømmer jeg om at være spændt fast eller på anden vis afskåret fra muligheden for selvmord. Det ville stadig være så nemt med et selvmord, så man slap for den brutale omfavnelse af angsten og den frygtelige indre smerte, men alligevel er der en mystisk form for livsenergi, der spænder mig fast til den u