Om det er tabet af den store kærlighed eller konflikten af individet. Hvordan denne verden kan virke så ond og grusom i det ene øjeblik, men i det næste smuk som solens sidste stråler på himmelhvælvingen. For hvert ord, hvert digt, bringer ham tættere på forståelse af livets vej. Ikke just en nem sti at gå, ej heller en, han kender til ende endnu. Men her er han startet.    

For dette er den unge mands sind på skrift. Et værk skabt af blod og blæk.

Den friske smag af jordbær dirrende på læberne 

Kortene var på bordet, og vi skiftes til at have ordet 

Pejsen knitrede, glæden varmede mere end den 

En brændende sensation, flammen sad så tæt jeg kunne føle den 

Hvide som stearin faldt gløderne fra hovedet

For hvert møde kunne jeg mærke den stive kulde smelte fra modet 

Et vandfald og alle løftede glasset, tømte og alkoholen drømte 

Skumringen blev pustet væk, refleksion i sprit  

Glædesfuld, ønskende, blev gylden væske helt op 

Vi drak som var det vores sidste nat, en fest som aldrig måtte stop