villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitch, glimmerværk. – For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse må søge.” – Det har jeg tænkt meget over siden. – Men altså, han er stor. Det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker ...
Holbeks Af Dekandent Barbari kommer meget belejligt til jul, til denne i alt misforståede højtid. Han er en kalkun, og det i sig selv er naragtigt. Forsåvidt vi i DK, fordi vi er danske, spiser and. Det er ikke til at holde ud, vi skulle have været englændere og spist kalkun. – Jeg er sikker på, Holbek meget bedre ville have kunnet klare sig som engelskmand. Han ville, som han sagde, være urban, han stræbte efter den om jeg så må sige ultimative dannelse.
Holbek, et barn af William Blake, Lautréamonts fætter, urban. Tegner og digter. I denne Sandaludgivelse er det primært digteren, vi har fokus på. Hasselbalchs kultur-bibliotek lavede en glimrende introduktion til hans tegninger, som man kan tjekke ud, indtil Sandalserien får taget sig sammen til også at udgive hans billeder.
Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, tilhørte, som han selv siger, et Bjerg af Ahner. Født 1872, allerede som helt ung dedikeret for kunst og litteratur. Ophold i flere omgange op gennem halvfemserne i ensomhed i Paris, fattig og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard Brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med et egentlig sammenbrud til følge.
Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, hvor han også optræder som bølle. Holbek har ingenting andet end sin skrift. Rasende og uregerlig. Hans opgør var med lutherdommen og den uhæmmede materialisme. Hans svar: at bryde sammen. Død for egen hånd 1903.
Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling i Den Fri i 1904: Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper mod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrøse demokratiske barbari. Hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, mere af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed.
Jo, i denne søde juletid er Holbek et must. Så ikke alting bliver så fadt og forløjet og ho-ho-Magasin-og-julemandsagtigt. Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embeds medfør hos lægmand og lærd, dumhed, hjerteløshed. Det er, hvad han ser. Han er på det nærmeste paralyseret. Han foragter middelmådighed, og han foragter frem for alt institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet.
