Det er en ung Kierkegaard, som skriver om en lidt ældre Andersen, men det forhindrer ikke den unge i at komme med kritiske udfald overfor den ældre digter. Kierkegaard mener, at Andersen endnu ikke har fundet sig selv, og da kan man ikke skrive gode romaner. Det bliver en indledning til den berømte stadieteori, som herefter følger i Kierkegaards værker.         

Kierkegaards kritik af Andersen går på, at han ikke er nået ret langt i stadierne eller rettere sagt, så har han sprunget over det vigtigste stadium. Forenklet sagt er det lyriske et slags æstetisk stadium, mens det episke svarer til det, som Kierkegaard senere udfolder som det etiske stadium. Det stadium, som vi alle gerne skulle nå, for det er her, at man træder i karakter og viser sin modenhed, men efter Kierkegaards mening, så har Andersen simpelthen oversprunget sit såkaldte Epos. Det vil sige, at han aldrig rigtig har fundet sig selv eller gjort sig tanker om, hvad hans livs bestemmelse er.