Hvor mange gange kan man sige 'cogito, ergo sum' (jeg tænker, altså er jeg) og fortsat blive regnet for en af verdens største tænkere? Den franske filosof René Descartes (1596-1650) præsterede det i hvert fald tre gange på skrift - og fik også vredet lidt mere substans ud af den berømte formulering end den næsten selvindlysende banalitet, at når nogen tænker - altså gør noget - så må denne nogen også være til. Det giver sig selv, og dog var det nødvendigt for Descartes at anvende denne logiske operation for at slippe ud af den selvpålagte metodiske tvivl, som han selv i 'Filosofiens principper' annoncerede med vendingen »Man bør tvivle om alt« - underforstået: for at finde fast, sikker og erkendelsesvalid grund. Første gang, han præsenterede den tour de force ud i erkendelsesteoriens vanskelige terræn, var i 'Afhandling om metoden', der udkom 1637; anden gang var i de omfattende 'Meditationer over den første filosofi' fra 1641; og tredje gang var i 'Filosofiens principper' i 1644, hvorfra her alene medtager den erkendelsesteoretiske 1. del. Det er altså første og sidste gang, at Descartes lufter og turnerer sit 'cogito ergo sum', der her er samlet for at fuldende billedet af en af den nyere filosofis grundlæggere og mest afgørende bidragydere. Ikke en læselet-bog, men et skarpsindigt rydningsforsøg på et tidspunkt, hvor erkendelsesskoven var ganske tæt og ufremkommelig. God tvivl - og tænkning!