Hun fortæller med lidt vranten humor og uden omsvøb om dilemmaet mellem lysten til at leve og aldringens fremadskridende forfald, og hun konstaterer, at det kræver en mental og fysisk kraftanstrengelse at komme igennem den sidste tid med værdigheden i behold.       

Vi, der er over 70 år, er gamle. Selvfølgelig ældes vi forskelligt, men vi har det til fælles, at vi har levet længe og er blevet slidt af livet. Et slid der kan mærkes af os selv og af andre. Og medmindre vi er ualmindeligt gode til at lyve for os selv, ved vi også, at vores udløbsdato nærmer sig. Derfor lægger vi ikke de helt vilde langtidsplaner. Ja, faktisk er vi ved at indstille os på at overlade scenen til andre. Samtidig er vi nødt til at leve, som om vi har atter en dag i morgen, i overmorgen, næste uge – måske næste år. Det er en dobbeltbevidsthed, som er svær at håndtere både for os selv og vores pårørende.