De mange masseprotester, der har fundet sted siden 2011, har været kendetegnet ved et umiskendeligt behov for at udfordre, vælte og destruere de herskende politiske repræsentationer uden at foreslå nye. Det handler ikke om at erstatte den siddende regering eller leder med andre, og dermed få en bedre udgave af det, vi allerede har. Det handler om at komme af med alle lederne, inklusive de mest kritiske oppositionsledere; det drejer sig grundlæggende om at afvikle behovet for ledere.

Det er en politisk handling, der hverken er klassekamp eller etableringen af en opposition til magthaverne, men som tager form af et voldsomt raseri mod virkeligheden. I den forstand er det lige så meget et antropologisk som et politisk opgør, vi ser tage form i de mange protester, det er et forsøg på at vikle sig ud af alle de overleverede forestillinger om, hvordan den sociale sammenhæng, vi kalder et samfund og en nationalstat, organiseres. Det synes at stå tydeligt for flere og flere, at det ikke kan lade sig gøre at håndtere de mange kriser inden for rammerne af de politiske institutioner, vi har i dag.