fra begyndelsen, at faren ikke undslipper kræft-døden.  

Digtene handler om den kræftsyge far, en verdensmand, tidligere medarbejder på såvel Det Italienske Kulturinstitut i København som på Den Italienske Ambassade i Tel Aviv.  

Han har venner over det meste af verden og er stor i slaget til det sidste. Sønnen er på besøg, naboerne forstyrrer, alt imens faren fremviser en enorm optimisme og stædighed i en stræben efter at forlænge livet gennem film, litteratur, samvær og teknologi.  

Digtene handler også om et kulturmøde: det ekspressive italienske (faren og hans familie) overfor det nedtonede danske (sønnen og hans mor). Det er frem for alt i det møde og i absurditeten, at digtene henter deres energi. Humoren, der udspringer af de absurde situationer, er hele tiden tilstede, særlig i kraft af en påtrængende ældre nabo.  
Man kan ikke lade være med at tænke på den amerikanske beat-digtning, især Allen Ginsbergs dødsdigt til sin mor Kaddish til Naomi. Alt kommer med i Luca Engberg Talamonas vildtvoksende digtning, lugten af død, anekdoter, erindringer fra farens barndom og farens livslange fascination af film. Til det sidste levede drømmen om at vise film for et publikum i Alcatraz, som han havde gjort det på Det Italienske Kulturinstitut.  

Alt fastholdes og styres af farens dødssyge tilstand.  

En kæmpedebut. Ovenpå Lea Løppenthins Nervernes adresse fra 2014 og Andreas Pedersens Fryden fra 2016. Lyrikken har det rigtig godt.