Det er alderdomsdigtene, der gør "Alderdoms Fæstning" fra 1938, der gør denne digtsamling virkelig læseværdig. Så gammel var Rørdam heller ikke, da han skrev den - han var 67 år - men han er bidsk, illusionsløs, selvironisk og samtidig selvbevidst: Hvad er der af kroppen / jeg bryder mig om? / To ben som loppens / en gasfyldt vom. // De trofaste lunger / Blodrensere, ak / de skratter og runger / af sprit og tobak.". Anden del af samlingen består af hyldestdigte til danskere fra skibsrederen, etatsråd HN Andersen til socialisten Jeppe Aakjær. Men det er især de nationalkonservative åndsfæller, digtene er rettet til. Samlingen slutter med en række fædrelandsdigte, der trækker Dybbøl mølle ind i kravet om et stærkere forsvar. Der er en vis lydhørhed over for det nazistiske Tyskland, "Fra det tredje rige taler / store tyske idealer / om hvad manddom kan og tør" - men han siger derefter, at vi har andre idealer og ikke skal kopiere de tyske. Rørdam har også et hyldestdigt til de danske jøder i anledning af synagogens 100 års jubilæum, så antisemit er han i det mindste ikke. Når Rørdam ville være patriotisk, bliver han tit hul og rungende, og de fleste af disse digte kan man roligt springe over. Men læs digtene om, hvordan det er at blive gammel. De holder.