slægt på Sanderumgaard på Fyn.
Som 20 årig valgte Kirsten Vind stik mod alle planer søsterfællesskabet på Lukas Stiftelsen i Hellerup. Det førte hende til miljøer som Kirkens Korshær i Holbæk, menighedsplejen i Flensborg, hvor hun kom tæt på den sociale nød og spændingen mellem dansk og tysk i efterkrigsårene.

Senere bragte beslutningen om at være diakonisse hende ud i en svær personlig krise. Ønsket om at gifte sig var uforeneligt med kaldet til at være søster. For hende stod kampen om at erkende og fastholde, at hun som diakonisse også var en kvinde, og dette at være kvinde og diakonisse ikke var to modsætninger, der skulle bekæmpe hinanden.

Bogen rummer interessante beskrivelser, både fra hendes eget og familiens liv, hvortil knytter sig prinser og prinsesser. Hun fortæller levende og engageret om sit arbejde som formand for missionsselskabet KMA, om sit hjertebarn Fuglereden i Libanon, om mødet med mellemøstlige kirkeledere, heriblandt den armenske katolikos Karekin, som blev hendes nære ven.

Kirsten Vind har levet sit liv i kontrasternes verden, og hjemmevant har hun færdedes blandt fattig og rig i det store udland og ved Lundehus Kirke på Østerbro, hvor hun var sognemedhjælper i en menneskealder. Med sin personlige, nøgterne og varme stil åbner hun op for en hidtil ukendt verden af spændende miljøer og mennesker.