Nå, men mit navn er Antonia. Og det er så sandt som farven på disse fliser og alle de virkelige ting, som vi nu vil hænge fast i.    Hans navn var Vittorio. Et substantielt og solidt navn. Nogle gange om natten leder jeg efter det i min telefonliste og læser hans navn igen og igen, hans navn med store bogstaver. Så trykker jeg på en knap og vender tilbage til startsiden og til min barndomsseng; en enmandsseng, som vil være nok til at imødekomme mit sølle fremtidige liv.    Men nu bliver jeg melodramatisk. Efter alt der er sket, kan jeg bære mig ad med ikke at være det: Jeg kan bruge timer på at stirre på azaleapotterne i vindueskarmen og på snoren ved vindue skodderne, som bare hænger der dagen lang.