Selvterapi som forlagsreklame

Caspar Erics personligt dybtfølte bidrag til ’sorglitteraturen’ skæmmes af fyldstof og sentimentale klicheer.

Det evige tab

Caspar Eric, der blev udråbt til sin generations lyriske stemme med den vellykkede og vældig tidstypiske hashtagdigtsamling ”7/11” (2014), kredser om det banale i sin seneste poesiudgivelse ”Alt hvad du ejer”. Titlen har noget romantisk storladent over sig, samtidig med at den flirter med det nærmest kapitalistiske spørgsmål om ejerskab.

At noget skulle have været er i sig selv en løgn

Anti-cispus. Caspar Erics digtbog gør sig hjerteskærende dum og klog – og ikke altid i den rækkefølge – på et liv, der ikke skulle være.

Personlige problemer giver ikke nødvendigvis god poesi

Caspar Erics fjerde digtsamling, ”Alt hvad du ejer”, har et vigtigt emne, men er for lang, monoton og løst snakkende

Selvundersøgelse ender i selvmedlidenhed

Caspar Erics »Alt hvad du ejer« er mislykket som digtsamling, men ikke uinteressant som produkt af sin samtid, mener Mette Høeg.

At bære det, man har mistet

Sorgen over at miste et kommende barn får rørende udtryk i Caspar Erics sprogligt set ligefremme, men også lidt uintense fjerde digtbog.

”Alt hvad du har mistet / skal du for evigt bære med dig”

Caspar Eric er aktuel med sin ventede fjerde poetiske udgivelse, og omdrejningspunktet er råt, skrøbeligt og dybt personligt; men også en større menneskelig fortælling. Alt hvad du ejer kredser om sorgen, skylden og skammen ved at miste et barn tidligt i graviditeten, at miste kærligheden derefter, og at skulle forsøge at finde fodfæste i et voksenliv, der både er blevet givet og – på samme tid – frarøvet én.

ALT HVAD DU EJER

Caspar Eric mestrer at skrive, så man bliver rørt, og denne gang er der noget mere skrøbeligt på spil.