hustru, Louise Frederiksdatter, er køn uden at være påfaldende smuk. Hun er i det hele taget, som en god hustru bør være. Beundrer sin mand og er lydhør over for den viden, han kan bibringe hende. Har sans for at klimpre på spinettet og også begreb om hjemmets sysler. Og hun er tæt knyttet til sin blinde svigermor, Therese Ulrikke Vilhelmsdatter, som er seende på sin helt egen måde. Kun én ting mangler for at gøre lykken fuldkommen: Efter tolv års ægteskab har Louise ikke formået at skænke sin mand en søn, endsige en datter. Men man skal aldrig sige aldrig. Et stykke hen i marts i det herrens år 1783 er et og andet under opsejling i det fine borgerhus. Vi er midt i en brydningstid mellem enevælden og de nye oplysningsideer. I en tid, hvor man blandt andet alvorligt diskuterer moderne opdragelsesmetoder. Gamle værdier, normer og traditioner anfægtes og nedbrydes af videnskabelige og fornuftsbaserede standpunkter, og de borgerlige dyder fejrer triumfer. Og det er en tid, hvor rammerne for kvindens forpligtelser og forventninger til tilværelsen rystes.