Mark lo højlydt og pegede på Charles. Se, Ellen, se der, et skvat, du har datet. Ha ha. Nu skal du se mig klemme den sidste lille rest af mand ud af ham.” Mark gik hen mod Charles, og Ellen skreg. Ude i haven lettede de sidste fugle og fløj væk, enten fra Ellens skrig eller fra stanken af død, der efterhånden lå tykt omkring huset.

For Charles Newman var livet slut. Det var ondskaben selv, der havde sluttet det. Det sidste, han oplevede på denne jord, var at blive kastet ud ad vinduet fra første sal, i sit eget hus. Han var allerede død, inden han ramte det vildtvoksende græs. Han var væk, borte havde taget ham.