Den handler om det helt rigtige for de 13-18-årige: identitet, kærlighed og venskab. Men jeg synes, den har fundet sig et noget slæbende og utroværdigt toneleje, der gør bogen og dens personer svære at komme ind i. Først mod slutningen fastholdes man af skildringen af kærlighedsforholdet mellem hovedpersonen Johan og pigen Gro. De møder hinanden samme dag, som gøgleren Anarkai kommer til byen, og de tre tilbringer et par afgørende sommerdage sammen. Anarkai, der optræder i byen med provokerende graffiti og udfordrende budskaber til det almindelige borgerskab, er den idealiserede figur, som Johan måler sin egen specielle almindelighed op imod. Problemet er at Anarkai gøres til et frelst og puritansk talerør for en hel vifte af ekstreme anarkistiske, autonome, på en gang postmoderne og gammeldags synspunkter. Desuden har han charme og talent for at optræde, så ja - han er utroværdig, og det hjælper ikke på læseoplevelsen, at Johan mod slutningen når samme konklusion, når vi andre har været irriteret over det fra side 11. Bogen spiller på en gådefuld, krydsklippende afvikling af handlingen, der gemmer på den ikke helt integrerede pointe, at Johan sidder i kørestol.

Lise Lotte Larsen
© IBC