i perioder lever med sin alkoholiske, depressive og selvmordstruede mor. Bogen er skrevet ud fra Kimmies egne øjne, og som hun husker sin barndom. Den beskriver også de konsekvenser, som hendes barndom havde og stadig har på hendes liv. Bogen er også en stemme for de børn og unge, som stadig lever under urimelige vilkår i dagens Danmark. Den vil også være et vigtigt bidrag til størstedelen af Danmarks befolkning, som ikke har den fjerneste anelse om, at der i Danmark fortsat er børn og unge, der lever et liv med anbringelser, svigt og misbrug. Uddrag af bogen Vi gik ind på kontoret, og jeg tastede ungdomspensions telefonnummer, den blev taget af min vejleder. ”Kan I ikke hente mig, jeg er på sygehuset, min mor er måske ved at dø, og jeg har det skidt og har kastet op,” sagde jeg indtrængende. ”Ej hør nu unge dame,” lød hans stemme, ”vi har andet at tage os til end at rende efter dig, i øvrigt bliver du atten i morgen, så skal du stå på egne ben.” Jeg tabte røret og kiggede forvirret på lægen. Lægen måbede, og kiggede på mig og telefonen. Om forfatteren Kimmie Dupont er født 1977 i Odense. Hun er i dag førtidspensionist, gift med Kenneth og har to piger. Kimmie var igennem sin barndom og ungdom anbragt uden for hjemmet. Hun er i dag velfungerende, trods de skader hun pådrog sig i barndommen.