og i Flensborg i årene efter århundredskiftet og frem til sin død i 1935.

Hvad Andreas Grau og de dansksindede var oppe imod i spørgsmålet om den sønderjydske grænsedragning efter 1. Verdenskrig var imidlertid for stor en overmagt ... Mod den udenrigspolitiske linje, som kom til at præge hele det tyvende århundrede - alliancen først og fremmest mellem de radikale og Socialdemokratiet - måtte den alsiske bondesøn komme til kort. Hvor Andreas Grau skrev og organiserede, oprettede foreninger og forfattede resolutioner og pamfletter, hvori han talte danskhedens sag, der opererede de politisk tonenagivende, i København såvel som i Sønderjylland, med kølige kalkulationer og valggeometri i samklang med de afvejede hensyn til Tyskland. Og mod politikernes inddeling af Sønderjylland i afstemningszoner var der intet folkeligt modtræk. Genforeningen, der efterlod Flensborg og dele af Mellemslesvig på den anden side af grænsen, oplevede Grau derfor som et nederlag.

Med ´Genforeningen´ i 1920 var den store kamp tabt. I årene fra 1920 til sin død i 1935 fortsatte Andreas Grau imidlertid kulturkampen for dog at vinde og fastholde de små sejre. For at sikre danskheden også i de kommende årtier - og århundreder.