i tohed.

Et reelt fravær af enhed og en mangel på centrum kendetegner Stanislaw Przybyszewskis prosaværk Androgyne (1906), hvor betingelserne for et møde mellem liv og død, mellem mand og kvinde, og mellem jeg og du behandles i en kalejdoskopisk refleksion, der i sig selv sætter spørgsmålstegn ved jeg-fortællerens identitet som ´jeg´. Blikket frigøres i Androgyne fra jeget, og deri ligger en tvehed mellem syn og refleksion, der rejser tvivl om fortællerens egentlige identitet og position i virkeligheden.