er begravet i den, så megen anstændighed. Så megen opvokset barndom. Den vil gerne falde sammen med sig selv, skydes ind over sig selv som en solskive for solen. Den vil gerne ånde. I dette felt bliver kroppen fremmed, hvis den udstilles eller omtales i for kulørte vendinger, kommercielt bedrag. Lad os hellere betragte den som en tone i landskabet, en tænkende organisme, der kan søges og findes. Som en musik er de erindringer, der er indlejret i kroppen. Kroppen husker, og idet den ses i vinden, bliver den husket. Kroppen er levende. I erindringen lever den videre. Selv i det døde stof repræsenterer kroppen livet, med det hidsige begær godt skjult i glemslens folder. antydet i en vinkel af ensomhed ses hver krop som sin. Den udsatte krop er kroppen, der bevidst om sin ensomhed, det givne vilkår, som indebærer skønhed og mulig svimmelhed. Som æstetisk fænomen har kroppen evigt liv. At føre kroppen ind i litteraturen er at iagttage dens mindste bevægelser. At se med kroppen er en litterær øvelse, som resulterer i erotisk vanvid. Ordene på papiret fortæller kroppens histore: alle de mindste bevægleser, som nu betyder noget. Vi har indført kroppens betydning i litteraturen.
Ane Schmidt, 2000.«

Også i Anelser er kroppen i fokus. Ane Schmidt drager læseren ind i et univers præget af poesi, sanselighed, lyst og brændende begær - hele tiden med kroppen i centrum. Fantasi og virkelighed filtres sammen, og læseren bliver del af noget, der måske - måske ikke - er en drøm, men som under alle omstændigheder er en mystisk og magisk verden, hvor erotikken ikke kender nogen grænser, og hvor forholdet mellem mand og kvinde udforskes og undersøges.