som et selvstændigt fag, komplementært til det lægelige. Undersøgelsen foretages som en tekstanalyse. Denne er overordnet inspireret af Michel Foucaults overvejelser om kontrol af tale, talere og talende subjekter.
Indledningsvis konstrueres ´øjebliksbillede´ ud fra en analyse af sygeplejerskers og lægers ytringer om sygepleje, sygeplejersker og sygeplejefag i 1974. Herefter analyseres uddannelsesordninger for sygeplejerskeuddannelsen mellem 1975 og 2001. De to diskurser fremstår som uargumenterede selvfølgeligheder og det viser sig, at sygeplejerskernes ytringer og opfattelser ikke har den ønskede virkning i et samfundsmæssigt perspektiv, og at deres fagopfattelser frem mod årtusindskiftet er behæftet med stærke forhindringer for anerkendelse.
Herefter fremanalyseres diskursive kontrolprocedurer vedrørende grænse- og mulighedsbetingelser for sygeplejefaget i perioden 1870-1957, og der konstrueres to overordnede diskursive betingelser, ´lægens fag´ og ´den dannede kvinde´. Hvor sygepleje for læger grundlæggende er et lægeligt fagområde, delegeret til sygeplejersker, men overordnet kontrolleret af læger, ser sygeplejerskerne faget som et selvstændigt fag, komplementært til det lægelige.
Det konkluderes, at sygeplejersker i forhold til en daglig husstyrelsespraksis og filantropisk praksis i vid udstrækning er selvbestemmende. Disse praksisser anses dog af læger for at være underordnet i forhold til lægevidenskaben på trods af sygeplejerskernes gentagne forsøg på at transformere og fundere dem teoretisk. Lægernes ret til at overordne og kontrollere begrundes i den højeste medicinske videnskabelige viden og udøves i henhold til en altomfattende lægelig kontrol med sygeplejerskers ´rationelle grundlag´.