Anti-Machiavelaf Frederik den Store

Frederiks kritik af Machiavelli er ikke – som han selv mente – en ”gendrivelse” af Machiavelli, men et filosofisk-moralsk bekendelsesskrift, hvori kronprinsen fremlægger sine idealforestillinger om den gode, oplyste, humane, retfærdige osv. fyrste. Anti-Machiavel handler derfor i grunden primært om Frederiks opfattelse af sin egen rolle som kommende konge af Preussen og kun i anden række om den florentinske statsmand. 

Det moralske skrift sammenholdt med Frederiks faktiske handlinger, efter at han havde besteget tronen – overfaldet på Schlesien, bombardementet af Dresden, Polens første deling osv. – gjorde dobbeltheden i hans personlighed tydelig for enhver. Han selv blev sig nu pinligt bevidst, at det er fyrstens og statsmandens bestandige lod at skulle vælge mellem statsræson og humanitetshensyn, mellem magt og moral, mellem herskerpligter og privatetik.

Dette dilemma, skabt af målenes ”heterogenitet” eller forskelligartethed, beskæftigede ham resten af livet, uden at han fandt en egentlig løsning på det – og det har vist heller ingen andre gjort.