Europa ser gerne sig selv som direkte arvtager til den klassiske antik. Men den europæiske renæssance kunne ikke have fundet sted uden araberne, der allerede i det 8.-9. århundrede overtog den græsk-romerske videnskabelige arv. Mens antikkens medicin var ukendt i middelalderens Vesten, arbejdede araberne med at udvikle og opdatere arven med egne, persiske og indiske betragtninger, der suverænt sammenkoblede filosofi og medicin. Store talenter som al-Razi, al-Madjusi og Ibn Sina systematiserede og nedskrev den medicinske kunnen og teorier i store encyklopædiske afhandlinger, der i det 11.-12. århundrede strømmede til de europæiske lærde i latinske oversættelser. Araberne var autoriteter inden for europæisk medicin langt op i det 15. århundrede, og den arabiske medicin repræsenterer således et afgørende led i den vestlige medicinske tradition. "Arabisk medicin" er den første danske præsentation af medicinens videnskabshistoriske udvikling i den arabiske verden og viser overbevisende, hvordan araberne ikke blot videregav den græsk-romerske viden, men i høj grad videreudviklede feltet og gjorde væsentlige opdagelser såsom introduktionen af kejsersnittet og bedøvelse ved inhalation.