Teksternes kvalitet er deres introverthed, de grænser op til det ikke-kommunikerende, er for nøgterne til at blive private, bevidste om ikke at blive det, ikke at blive forklarende. De undsiger sig vaner, konventioner, formater, genrer og syntaks, men opererer med et eget system, egen syntaks, et eget sprog.

Det tager lang tid at læse teksterne, enkelte er meget ligefremme, andre er konkretistiske opsat som visuelle digte, minimalistiske. Flere har karakter af afskrivninger, sproglige afskrivninger af billeder eller billedelementer. Billederne taler gennem teksten, bliver en stemme, en stemme uden ophav, fordi billedet ikke er repræsenteret i bogen, det må tænkes frem mens vi læser. 

Det er oplagt at se Kristofer Hultenbergs billeder som et eget tegnsystem og hans notater som et eget sprog, der både betjener sig af noget rigidt serielt, kontrolleret, men hele tiden har en indbygget afvigelse, en variation eller et kollaps. Som læser over for en sådan tekst må man hele tiden flytte sig, nulstille maskinen, læse igen.