Jeg mener, at arkitektur skal findes i en bygnings indre sprog. Oplevelsen af ensomhed og stilhed, er nok én af de mest basale følelser, arkitekturen kan fremkalde. Og det uanset hvor mange mennesker der er tilstede, uanset ydre støj. En anden stærk arkitektonisk oplevelse, er fornemmelsen af at være på et helt særligt sted. Man fornemmer noget helligt. Man fornemmer, at dette sted når ud til højere magter; at dette sted er et metafysisk redskab, hvormed der er forsøgt at indføre et genskær af evigheden i vores tilværelse.