Svangrens kunstneriske udtryk henter inspiration fra et psykoanalytisk perspektiv af hukommelse og drømme. Hun arbejder med en installationsbaseret metode, hvor tekstiler, plastik og andre fundne materialer bliver anvendt i hendes malerpraksis. Ofte mødes elementer fra naturen med syntetiske materialer som plastik, tyl og cellofan. 

Svangrens værker kan forstås som maleri på et multidimensionelt plan der sporer selvets bevægelse i en åben, fælles og dynamisk retning. Den tilgang gør, at værkerne ikke blot bliver observeret af beskueren, men derimod bliver erfaret gennem alle sanser og søger at stimulere følelsen af balance og perspektiv. Malerierne blafrer, flagrer, åbner og lukker. Bogen er ikke en kronologisk fortælling fra A-Z men er en poetisk og organisk publikation – både på indholds- og designsiden. Bogen skaber et visuelt og fysisk rum for Svangrens arbejder og åbner op for, at læseren kan danne sine egne indtryk og fortællinger.

Bogens sætter desuden – med Svangrens virke som omdrejningspunkt – højaktuelle temaer på dagsorden; som vores forbindelse til vores fælles historie, naturen og hinanden. Det er særligt betydningsfuldt i en brydningstid som nu, hvor spændingsfelter mellem det digitale og fysiske, det velkendte og det fremmede, liv og død er skrøbelige og højspændte. Bogen berører samtidig kunstens plads – og vigtighed af dens eksistens – i en krisetid, men også hvordan kunst ikke nødvendigvis behøver at blive overforklaret eller konkretiseret for at blive oplevet og forstået af modtageren. 

When I speak to critics and art historians about painting, I’m sometimes struck by how theorizing and talking never really gets to the core of what painting is about. Painting is about tactility, touch. That can’t always be put into words. I try very hard not to think about what painting is supposed to look like, or what is expected of a painter. Really good art comes when you don’t think about who it’s for. 

Fra Christine Antayas interview med Astrid Svangren