Bogen består af uddrag, der er hentet fra forskellige steder i Rudolf Steiners værk. Uddragene er føjet sammen og kommenteret, og de fremstår derved som et hele, der giver en grundig belysning af emnet
at blive gammel.
Aldring har en dybere mening og et budskab. Mennesket er under stadig udvikling...
også med store muligheder i alderdommen, idet der ved hvert alderstrin kommer nye elementer ind i livet, hvis vi er opmærksomme derpå.
Mennesket udvikler sig ved, at noget nedbrydes. Der er noget, der i løbet af livet må ofres og gå til grunde, da jeg-bevidstheden netop derved udvikler sig. Derfor er det vigtigt hele livet igennem at gå sit liv i møde, hvor hvert år bringer nye åbenbaringer. Jeg har noget i vente, og jeg er aldrig færdig.
Mennesket udvikles “af sig selv” indtil omkring det 27. år. Efter denne tid må det enkelte menneske selv bruge viljeskraft på sin udvikling. Ellers stagnerer det. Vi må hele livet være medskabere. Vi har et ansvar, hvor vi må blive bevidste om vores tilhørsforhold til den åndelige verden.
I bogen møder vi temaer som:
- Hvorfor bliver vi trætte, og hvorfor skal vi dø? Døden er kimen til livet, og mennesket vågner op i døden til sit sande væsen. Døden er roden til det bevidste liv. I virkeligheden findes døden ikke!
- Barndommen som inkarnationsproces og alderdommen som ekskarnationsproces.
- Vores forbindelse med de afdøde.
- Unge og gamle har brug for hinanden for deres sunde udvikling. Det at blive gammel er en kunst.
- Menneskemøders afgørende betydning, idet man kun bliver menneske ved hjælp af andre mennesker.
- Demens og sklerose som ekskarnationsprocesser. Det demente menneske er på en intelligent måde aktiv i det indre.
- Undervisning og opdragelse skal være sådan, at der lægges kim til en senere forståelse af at blive gammel.
- Endelig beskrives den menneskelige dobbeltgænger.
