moderne dannelsesteori bygger på den tankefigur, at mennesket indgår i tre forhold: til sig selv, til samfundet og til verden. Denne dannelsestradition har præget europæisk kultur de sidste par århundreder, og de pædagogiske, etiske og politiske idealer om individualitet, autonomi og frihed er uløseligt forbundet med dannelsestænkningen i vesterlandsk historie.

Bogen portrætterer en vifte af disse danske dannelsestænkere og tilstræber at besvare nogle af de spørgsmål, som de med deres dannelsesbegreb er fælles om: Hvorfor begyndte man for 200 år siden at tale om dannelse? Hvilke nye problemstillinger kunne ikke indfanges af opdragelsesbegrebet, men krævede et dannelsesbegreb? Hvilken betydning har dannelsesbegrebet for en teologisk tænkning og for et mere metafysisk funderet verdensbillede? Hvorledes er forholdet mellem kompetence og dannelse? Hvad er baggrunden for dannelsesbegrebets noget uventede genkomst inden for de sidste årtier? Hvordan er forholdet mellem dannelse og uddannelse?