titler som Jenny (1977), Fugl Fønix (1984), For gasterne kommer (1984), Ofelia kommer til byen (1985) og Livet vil leves … breve fra en mor (1994) - flere af hvilke er eksempler på den selvopfundne genre: iscenesat dokumentarisme. Fra nyere tid bør fremhæves Just the Right Amount of Violence (2013) og Deja Vu (2016). Det er film, der spænder vidt – geografisk, tematisk, udtryksmæssigt – og som portrætterer vidt forskellige mennesketyper, men som alle i en vis forstand samtidig handler om instruktøren selv. Et kendetegn, der altid har været en præmis for filmkunstneren Jon Bang Carlsen. Uanset hvilken genre han har opereret i, har han givet udtryk for en bevidsthed om, at man som filmmager ikke kan undgå, at éns egen skygge hviler over det motiv, man iagttager. Hvilket betyder, at det for Jon Bang Carlsen har været en selvfølge, at samtidig med at han med sine billeder holder et spejl op for verden, fungerer filmene også som et spejl for ham selv. Om fagkundskaben så hæfter kategorier som “dokumentarisme”, “fiktion”, “eksperiment” eller “essay” på værkerne, betyder derfor mindre. Alle filmene er dybest set afsnit af den samme Store Fortælling, en livslang (selv)refleksion og en undersøgelse af grundbegreber som identitet, tro, kultur, tilhørsforhold, historie, rødder. Bogens tekster er refleksioner over forholdet mellem levet liv og værk.