Gravide tilbydes mange undersøgelser, som kan vise, om fosteret fejler noget eller afviger fra det normale. Forståelsen og informationen om, hvad disse undersøgelser går ud på, og hvad de nytter, især hvis noget er afvigende, stiller store krav til den gravide, til en eventuel partner og andre, der er tæt på, men sandelig også til de sundhedspersoner, der er involverede. Sådan var det ikke for en til to generationer siden. Om fosteret var sundt og raskt, kunne man kun håbe. Muligheden for at forudsige sygdom hos fosteret endsige gøre noget ved det, var stort set ikke eksisterende. Man måtte vente og se, hvad der kom efter de ni måneder. I dag er det meget anderledes. I de kommende år vil gravide med stor sandsynlighed blive tilbudt endnu flere typer af undersøgelser, der vil give endnu flere og sikrere muligheder for at forudsige – ikke alene noget om fosteret eller barnets tilstand ved fødslen, men også om, hvordan barnets liv vil forløbe senere – frem i voksenalderen – hvis det når så vidt. Er den udvikling noget, vi skal forholde os til, noget vi tror, vi kan have indflydelse på, endsige ændre?