denne proces står Atatürk med sin stærke betoning af idealet om den moderne vestlige civilisation. Mange af Tyrkiets nuværende strukturer og institutioner har deres baggrund i Atatürkperioden - og dermed også de mange uløste problemer og konflikter. Det gør Atatürks arv til en politisk slagmark, der i sig rummer kontroversielle modsætninger som religion over for sekularisme, tradition over for fornyelse og statsideologi over for folkekultur.

Typisk ses Atatürks reformer i lyset af en absolut modsætning mellem islam og vesten, men den analyse afmonteres i denne bog. Vestliggørelsen og moderniseringen af det religiøst funderede Osmannerrige havde stået på i mere end hundrede år, da republikken opstod, og Atatürk kom til magten; det nye var kompromisløsheden og radikaliteten i Atatürks program.

I Atatürk og den tyrkiske revolution undersøges det, hvorfor han valgte at føre en kompromisløs reformpolitik, når nu modstandernes radikale modvilje mod alt nyt og vestligt ikke kan bruges som en gyldig grund, hvordan reformerne blev implementeret i praksis, og hvilken virkning hans radikale metode fik hos befolkningen.

Sluttelig argumenterer forfatteren for, at selvom det nuværende Tyrkiet er dybt præget af Atatürks arv og dermed tvunget til at forvalte den, kan den tidlige republikanske periode med dens krav om monokultur ikke tjene som model til løsning af landets nuværende problemer. Det tyrkiske samfunds kompleksitet kræver en evne til at drage nytte af både de osmanniske og republikanske erfaringer, men samtidig evnen til at bevæge sig ud over dem.