var noget i hans blik, der burde have fået mig til at smække vinduet i og bede ham smide en seddel i min postkasse, så jeg kunne hente pakken senere". Postbuddet så bange ud. Det kan jeg godt forstå i lyset af den handling, han nu skulle udføre. Sådan begynder Attentatet, Lars Hedegaards erindringsbog om den formiddag i begyndelsen af februar 2013, hvor en mand forklædt som postbud forsøgte at skyde ham i opgangen ved hans hjem. I dagene efter attentatet mod Lars Hedegaard svirrede rygterne: Var det hele iscenesat – af den forhadte islamkritiker selv? Og hvis der virkelig var skudt mod Lars Hedegaard, var det hele så ikke først og fremmest et klodset attentat mod personen og ingen andre? I dag – efter to år og et dødeligt terroranslag i København – er alvoren gået op for de fleste. Lars Hedegaard overlevede. Han levede under jorden i nogle uger efter attentatet og har siden jeg levet under politibeskyttelse. Der er ting, han kan gøre, og ting, han ikke kan gøre – og sådan bliver det utvivlsomt resten af hans liv. Den unge pistolmand med anden etnisk herkomst, som var mistænkt og endda anholdt for attentatet, er i dag på fri fod, angiveligt i Islamisk Stat, efter at han indgik i en fangeudveksling mellem tyrkiske myndigheder og den jihadistiske terrororganisation. I denne bog ser Lars Hedegaard tilbage på dagen og de efterfølgende uger og måneder, der vendte op og ned på alt i hans liv. Han ser også fremad. Mod en tid med normalisering af den politiske vold.