Hvem var Augusta? Hvor kom hun fra?
Det er der ingen, der ved. Ikke engang hende selv. Når hun var i godt humør, kunne hun finde på at sige, at hun stammede fra en kartoffelmark, og at hun havde ligget der og groet, indtil hun var færdig. Men det var naturligvis bare noget, hun fandt på; en af de mange historier, hun gemte i sit hår. Augusta ville ikke mindes, hvordan det i virkeligheden var at vokse op som uægte barn på et børnehjem i begyndelsen af 1900-tallet.

Alice er Augustas barnebarn. I halvtredserne var hun en pæn lille pige, ordentligt klædt i fine kjoler med hvide kraver. Men da hun som sekstenårig bliver gravid, hjælper den hvide krave ikke. Den anstændige ventekjole bliver et skændselstegn, der tvinger hende til at sidde med sænket blik i provinslægens venteværelse. Hun sendes derfor til Augustas hus, hvor ingen kan se hendes skam.

Også for Angelica - Augustas barnebarns barnebarn - bliver huset mange år senere et skjulested. Angelica er kun seksten år, men hun er allerede meget træt. Hun har været på flugt fra sin egen familie, siden hun var tolv år gammel, og hun har været i seng med flere drenge, end hun kan lide at tænke på. Nu vil hun have noget andet. Spørgsmålet er blot, om hun orker at klare mere.

Augustas hus er en fortælling om tre kvinder og tre tidsaldre, om sorg og seksualitet, om magtesløshed og hævn, om fødsel og død. Men mest af alt er det en fortælling om, hvordan eventyrerne døde, og hvor svært det er at leve uden dem.