De filosofiske dialoger udgør en lille, men betydningsfuld og velafgrænset gruppe af skrifter i kirkefaderen Augustins store forfatterskab. De stammer alle fra de første år efter hans dramatiske
»omvendelse« i sommeren 386, der skildres i hans senere skrevne Bekendelser, men som har sit tidligste nedslag...
her. Som kristen forfatter havde Augustin tydeligt sit ståsted i den nyplatoniske filosofskole, som dyrkede dialogformen.
Alle hans otte dialoger hænger emnemæssigt snævert sammen. I dette afsluttende bind optages den største plads af skriftet Den frie vilje, som er påbegyndt under Augustins ophold i Rom 387-388 og færdiggjort i Hippo Regius, hvor han blev præst nogle år senere. I Læreren fra 389, hvor Augustin diskuterer med sin sekstenårige søn, er konklusionen, at ingen kan lære nogen noget; mennesker kan kun opnå erkendelse gennem en »indre oplysning«. Dette skrift danner den egentlige afslutning på denne del af forfatterskabet.
De to første bind i denne serie indeholder Mod akademikerne, Et lykkeligt liv, Verdensordenen, Enetaler, Sjælens udødelighed og Sjælens omfang. Oversættelse og indledning ved Torben Damsholt, som høstede stor anerkendelse for sin oversættelse af Bind I og II samt af Augustins Bekendelser.
Vi er endnu ikke stødt på en boganmeldelse af 'Augustins filosofiske dialoger, bind 3' i de 527 aviser, blogs og andre medier, vi har fulgt siden 2010. Men vi har fundet 117.806 andre anmeldelser af bøger.
