Ole Lillelund (f. 1942 i Odense) har tilbragt hele sin lange digterkarriere, der blev indledt med et par digte i et islandsk tidsskrift i 1964, udenfor rampelyset. Ikke fordi han er eller har været hverken genert eller tilbageholdende, men fordi han aldrig har “spillet spillet” og mænget sig i de rigtige kredse. Og mangel på kvalitet har slet ikke været på tale.
Hans første bog, Auktion over van Goghs øre, privattrykt og selvudgivet i 1968-69 (det nøjagtige tidspunkt svæver lidt i de tåger der nu var almindelige på den tid) er ikke bare en digtsamling, men et kunstværk i sig selv. Snittet i linoleum på lærerseminariet og trykt af digteren selv i 30-35 eksemplarer, nåede den aldrig længere end til en lille intim kreds og i dag resterer kun ét kendt eksemplar af det oprindelige værk.
Nu findes den imidlertid som digitalt renset genudgivelse og det lange hul i Lillelunds karriere, der kan få det til at virke som om han er en slags late bloomer (hans første “officielle” bogudgivelse er Guanoelegier fra 2009), er blevet udfyldt en smule.
Digtene i bogen er vidunderligt syrede og tidstypiske og dog også umiskendeligt lillelundske, med deres blanding af samfundskritik og østerlandske visioner af det uendeligt store i det bittelille. Og så er de fyldt med beat og jazz, som her i Mindedigt over John Coltrane:
Som et mørkt brus af indigo
vælder det udaf metallet
en skrigen af tørstige celler
der drikker af din fløjte/sax

bange anelser lister frem
på bladet i munden
kødet hvisler

og så ligger du der
med stilhedens blomst i lungerne